Personen bag smilet...

Folk tror de kender mig, jeg er hende den skøre og lidt mærkelige. Men hvad har jeg egentligt gjort siden at jeg skulle have de roller
Folk er ikke bange for at putte andre i båse, smuk, grim, høj, tynd osv.
Alle ved jo at man har det bedst når man kan være sig selv, men sådan er det ikke med mig, jeg føler mig uønsket og anderledes. Jeg tager derfor tit mig selv I at være en anden person.

Folk tænker for det meste at jeg er den høje middelmådige humoristtiske pige, men der er jo ingen der er sådan altid, men hvis jeg bare en dag glemmer at smile, så er folk der med det samme, derfor er jeg er bange for at være mig selv, men også irriteret over at skulle være nødt til at være falsk.
Jeg har flere gange prøvet at gøre en ende på mine lidelser, men fortryder altid til slut, jeg bebrejder mig selv og mit liv, og de latterlige personer der ikke kan se hvad det er de gør ved mig.

Tit kan jeg ikke holde gråden inde, men jeg føler mig beskidt og klam når jeg græder. Jeg føler ofte at jeg er udstødt fra min egen familie.

Min bror og jeg har absolut ikke et godt forhold til hinanden, og jeg har flere gange mærket hænder om min hals, kvalt, flere gange gået tildækket rundt for at ingen skulle se mærkerne. Jeg bliver behanndlet som en tøjdukke, en man kan sparke, slå og såre. Som om at pigen hér ingen følelser har.

I skolen, ja hvad med den? Der burde man havde det godt, men flere gange om ugen får man trussels-beskeder, og det der er værre. Nogle gange kan jeg ikke sove om natten, fordi at jeg frygter at der står nogen udenfor der vil gøre det af med mig.

Men udover det prøver jeg altid at sige til mig selv, lev nu livet indtil du går fra forstanden, først dér må du opgive. Èt liv er kostbart.